I vores samfund er det på en eller anden måde accepteret, at man ikke kan glæde sig, eller glæde sig, men stille og roligt, så andre ikke ser eller hører. Og så vil der ske noget slemt enten for mig eller for andre (afhængigt af hvordan det virker). Et barn bliver født og kan føle glæde, når hans mor kurrer til ham, og han gentager hendes svar og smiler. Og der er øjeblikke, hvor han oplever lidelse, hvor hans mor misfortolker hans behov, og de bliver ikke opfyldt. Senere, når barnet vokser op, forstår det denne verden i sin skødesløshed, han er drevet af interesse og lysten til at føle glæde (men indtil videre ved han ikke, hvad den hedder) og dele den med andre. Han spiller pranks, spiller pranks på jagt efter denne fornemmelse, og "venlige" voksne, for hvem han ikke er tryg ved sin forståelse af verden, ud fra deres frygt for ham eller irritation..... stop barnet, råbende, “skræmsler”, moralisering og så videre, så barnet én gang for alle forstår, at det at være fræk, løbe, hoppe, dvs. - man kan ikke være glad. Barnet vokser og bliver voksen. Og følelsen af ​​glæde er tabt......eller den mærkes, men det er skræmmende at dele med andre. Jeg tror, ​​at glæde er den følelse, der driver os i livet: ”Jeg gør noget, der er vigtigt for mig, jeg overvinder forhindringer, jeg lykkes – jeg føler glæde og vil dele den med dig. Og det er vigtigt for mig, at du har modtaget mig med glæde."